IGP kombinerer grundlæggende gestaltprincipper med en systematiseret integrativ felt-model. IGP udvikler en rammesætning som kan integrere forskellige former for teoretisk, empirisk og praktisk viden om menneskelige livsprocesser. I den forstand introducerer IGP en rammesætning for at skabe dialog mellem de mange forskellige psykologiske og psykoterapeutiske retninger.
- IGP* anvender modeller, der integrativt, dvs. kvadrantlogisk, anerkender kompleksiteten af delaspekter og delperspektiver på den større helhed. Modellerne er generiske, hvilket vil sige, at de kan tilpasses og anvendes i forskellige kontekster og indenfor forskellige discipliner. IGP repræsenterer således en Integrativ Generisk Psykologi. Blandt modellerne er Kvadrantmodellen, modeller for selvreguleringsprocesdynamik samt praksismodeller baseret på videnskabeligt baseret viden om grundbehov, grundkompetencer og eksistensvilkår.
- På et integrativt og holistisk grundlag arbejdes på at skabe interdisciplinær synergi og udvikling i teori og praksis i arbejdet med menneskelige livsprocesser, samt at undersøge, hvorledes forskellige retninger indenfor psykologien kan integreres og udgøre komplementære perspektiver i en helhedsorienteret psykologisk klarlægningsproces.
- I undersøgelsen af det enkelte menneske tager IGP afsæt i et fokus på fundamentale livsprocesser og ser individet som en organisme, der er givet i og af sin indlejring i et omgivende felt. En organisme der, i sin stræben efter selvopretholdelse og vækst, kontinuerligt regulerer sig i forhold til konteksten ud fra behov, perceptuelle egenskaber og kompetencer, og som bl.a. qua sin historicitet vil udvise paratheder til at møde verden på særlige måder.
*IGP er grundlagt og udviklet af psykologerne Mikael Sonne, Jan Tønnesvang og James Hammink
Se mere om IGP her.
Du kan også se mere om IGP og IGP-bogen her
Se video hvor Bob Resnick fortæller om hvad Gestalt terapi er, her